10 tegn du ikke må ignorere – stop i tide, før det bliver for sent
At køre bil handler om frihed, tryghed og uafhængighed. Derfor kan det være svært – både for ældre bilister og deres familier – at tage snakken om, hvornår det er tid til at stoppe. Men det er en samtale, der skal tages i tide, så det ikke først sker efter et uheld eller en farlig situation.
At sætte sig bag rattet kræver overblik, reaktionsevne, hukommelse, koordination og fysisk balance. Alt sammen noget, der naturligt forandrer sig med alderen. Men hvordan ved man, hvornår nok er nok?
Her er 10 konkrete tegn, som kan hjælpe både ældre bilister og deres familie med at vurdere, om det er tid til at søge professionel hjælp – eller overveje at stoppe med at køre.
10 vigtige tegn på, at det kan være tid til at stoppe med at køre bil
1. Skrammer og småskader på bilen
Hvis bilen har fået flere skader eller ridser over de seneste par år, kan det være tegn på, at overblikket eller reaktionsevnen er svækket – selv hvis man ikke selv har lagt mærke til det.
2. Passagererne føler sig utrygge
Når familie, venner eller andre passagerer ofte virker anspændte eller udtrykker bekymring over kørslen, er det et vigtigt signal. De ser ting, før man selv gør.
3. Glemsomhed under kørslen
Hvis man glemmer, hvor man er på vej hen, eller mister orienteringen undervejs, er det et tegn på, at trafikkens krav kan være blevet for høje.
4. Man farer vild på ruter, man plejer at kende
At glemme vejen til steder, man har kørt til i mange år, fx købmanden, venner, klub eller andre faste destinationer, kan være et tegn på svigtende hukommelse eller koncentration.
5. Ur-testen
En simpel test kan afsløre meget: Bed personen om at tegne et ur med alle tal og vise klokken 15:45. Hvis tegningen er upræcis, forvirret eller fejlplaceret, kan det være tegn på problemer med rumlig forståelse, planlægning og kognitiv funktion.
6. Kan man huske de nærmeste familiemedlemmers fødselsdage?
Hukommelsen er afgørende for sikker bilkørsel. Når selv nære ting, som familiens fødselsdage, glipper, kan det være et tegn på bredere hukommelsesproblemer.
7. Kender man stadig vej til vigtige steder?
Hvis man ikke længere kan beskrive, hvordan man kommer til fx det nærmeste hospital, apotek, storcenter eller andre velkendte steder, er det et vigtigt tegn.
8. Balance-testen: Kan man stå på tæerne i 5 sekunder?
Balance er afgørende, når man skal bevæge sig ind og ud af bilen og reagere hurtigt. Hvis det er svært at holde balancen på tæerne, kan det også påvirke bilkørslen.
9. Koordinationstest: Kan man med lukkede øjne ramme næsetippen?
God hånd-øje-koordination er nødvendig for at styre bilen præcist. Hvis man har svært ved denne test, kan det være et tegn på nedsat koordination eller reaktionsevne.
10. Problemer med at følge trafikken
Hvis det bliver svært at:
orientere sig i trafikken
forstå situationer i kryds
reagere på cyklister, fodgængere eller signaler
… så er kørslen ikke længere sikker – hverken for én selv eller for andre.
Hvad gør man, hvis man genkender nogle af tegnene?
Det kan være svært at indrømme, og det kan være en følsom snak i familien. Men hvis du – som ældre bilist – eller hvis du som pårørende blot er i tvivl, så er det tid til at handle.
→ Det vigtigste råd: Kontakt lægen
Hvis bare ét eller flere af tegnene vækker bekymring, anbefaler vi, at I kontakter lægen for en professionel vurdering. Lægen kan undersøge syn, reaktionsevne, kognition og generel helbredstilstand – og hjælpe med at træffe den rigtige beslutning.
Det handler om tryghed, værdighed og ansvar
At stoppe med at køre bil er ikke et nederlag. Det er en modig beslutning, der viser omsorg – for en selv, familien og alle andre i trafikken.
**Det handler om at stoppe i tide. Inden der sker noget, man ikke kan tage tilbage.
Crnogorski
Dansk
English
Srpski
Español
Kurdî
اُردُو
Français
Hrvatski
简体中文
العربية
Türkçe
Românește
ትግርኛ
Af Soomaali
فارسی
Shqipja
Filipino
ไทย
Русский
tiếng Việt
नेपाली
Lietuvių
Polski
Bosanski
Українською
Magyar nyelv